Dansede til trommer på fortet

På fortet i Cape Coast hvor Obama gav sin berømte tale, har jeg danset til afrikanske trommer. Jeg dansede sammen med mine ghanesiske venner og vi dansede for sorte amerikanere, der var kommet for at lære mere om deres egen historie. Det er sandt at det gyser i én når man går gennem fangekældrene hvor slaverne blev holdt indespærret inden de blev sendt over Atlanten. En måned boede jeg i Cape Coast og tog timer i dans og trommer. Det var længe nok til at få venner men ikke længe nok til at børnene på gaden holdt op med at synes det var en helt fantastisk begivenhed at få et glimt af den hvide kvinde. "Ghana is a free country," sagde ghaneserne igen og igen. I Kumasi boede jeg på et Presbyterian Guest House og sov i en stor seng af regnskovstræ. I tropemørket drak jeg te med de andre rejsende på verandaen. Den lokale chief havde 25 års jubilæum da jeg var der. Han er den mest indflydelsesige chief i Ghana og derfor blev festen holdt på det lokale stadion. Præsidenten var der, de amerikanske turister var der, ghaneserne var der. "One nation!" sagde præsidenten og løftede højre pegefinger. "One nation!" Brølede vi. I Mole Game reserve blev jeg vækket tidligt af guiden og i det kølige morgengry gik vi ud og kiggede til elefanterne. Jeg tog en flodpram sydpå mod Accra bagefter. En langsom, larmende tur med stegte fisk ved hver eneste lille havn vi anløb på vejen. Samtalerne med de rejsende ghanesere og udlændinge kom vidt omkring, for vi var hinandens eneste adspredelse. Ghana is a free country. Det er et land med problemer men et land i fremgang. Det kommer ind under huden på én. Kokosolie i al maden, malariamyg og den evige jagt på rent drikkevand er udfordringer. Men befolkningen udstråler nærvær, humor. Samtidig er der respekt for kvinder der gør at jeg var tryggere der end mange steder i Europa. Det er sådan, jeg husker Ghana.